| | www.kreds45.dk - Schæferhundeklub kreds 45 struer |  |
|
| | | Formandens beretning til generalforsamlingen den 3. februar 2011
Den 1. maj 2010 valgte vores tidligere formand og kasserer pludselig at forlade klubben. Brian Jørgensen og jeg blev ”kastet” ind i bestyrelsen som hhv. næstformand og formand. Man kan sige, at det var en lidt hård start for mit vedkommende, for jeg havde på det tidspunkt kun været i klubben i lidt over et år, og jeg vidste ikke ret meget om Schæferhundeklubbens overordnede mål. Pludselig stod klubben uden sponsorer og derudover var vi meget bagefter med hensyn til arrangementer fremadrettet. Her tænker jeg på vores jubilæum, som der – på daværende tidspunkt - reelt kun var godt halvanden måned til. Vi fik det dog klaret med god hjælp fra masser af frivillige, og vi havde en rigtig god dag. Da jubilæet var overstået, kunne vi begynde at sætte os ind i, hvad der så skulle ske, og hvordan vores økonomi var. Der er jeg rigtig glad for, at vi har Tage som kasserer, for han har i den grad formået og gøre vores økonomi overskuelig, så tak for det Tage. Desuden var vores hjemmeside blevet flyttet til anden webportal, og det har der været mange problemer forbundet med. Niels har nu indvilget i at være webmaster for klubben, og har allerede nu gjort et godt stykke arbejde, og det vil vi i bestyrelsen gerne takke for. Vi har i dag igen en del sponsorer, så vi er godt på vej til at blive en sund klub. Det næste der skal ske – men som vi er nødt til at sende videre til den nye bestyrelsen - er udarbejdelse af vores klubblad. Den har ikke været udgivet det sidste år, og det er vi selvfølgelig rigtig kede af, men vi har ikke haft mulighed for at nå det. Bestyrelsen vil gerne sige tak til BRK og BHU for det fine arbejde de har leveret i 2010. Det har været en stor hjælp for bestyrelsen. I den forbindelse, vil jeg gerne lede tankerne hen på vores kredsmesterskab som vi fik afviklet rigtig fint. Her vil vi fra bestyrelsen takke både de implicerede udvalg og alle andre frivillige. Uden jeres hjælp kunne det ikke lykkes. Vi vil også gerne sige tak til aktivitetsudvalget som er Heidi for gode arrangementer i 2010. Klubben får – i 2011 - en del aktivitet. Ud over klubbens sædvanlige aktiviteter med fester og kredsmesterskab, er der et VM-/DM-udtagelse i oktober måned. I den forbindelse bliver der behov for masser af frivillige til at hjælpe. Vi skal her i foråret også have vedligeholdt klubhuset, og vi skal have bygget nye hundekasser. Til sidst vil jeg takke for den opbakning og hjælp I har givet mig i de 9 måneder jeg har været formand for klubben. Det har været et rigtigt spændende og lærerigt arbejde. Med disse ord vil jeg slutte beretningen. Kim Thomassen. |
|
|
| |
| |